Erotik des Reisens

Raum 106a

Beschreibung

Alt kan ske, når man rejser! Både litteratur- og filmhistorien er således fuld af tilfældige møder i fremmende byer, i ventesale, togkupéer, hoteller, skibe osv. Det at fjerne sig fra hverdagens rum og bevæge sig ind i nye og måske usikre (heterotopiske) rum synes at skabe en åbenhed, der også befordrer (realiserede eller ikke-realiserede) erotiske møder – og danner litterært stof. Også i bryllupsrejsen – og i det hele taget, når par rejser – er rejse og erotik sammenknyttet. At rejse er med andre ord ikke kun et spørgsmål om dannelse, afslapning, forretning eller transport, men også om erotisk åbenhed og forandring. Rejsen er en form for ”krise”: Forhold opstår og bryder sammen på rejser. Som motiv favner rejsens erotik både den romantiske getaway, sexturisme og det tilfældige møde. Fra H. C. Andersens hede italienske nætter over Sophus Claussens møde med ”en nydelig ung Person / med nøddebrune Øjne” på Skanderborg Station og erotiske forviklinger på europæiske hoteller hos Henrik Pontoppidan til diverse overskridende oplevelser i Lars von Triers Nymphomaniac-film og nye bøger af eksempelvis Tine Høeg, Vidgis Hjorth, Rasmus Nicolajsen og Karl Ove Knausgård finder man rejsens erotik udfoldet som motiv.

I denne arbejdsgruppe skal vi forsøge at udforske sammenhængen mellem rejse og erotik. Hvad er det, der sker i rejsens rum, som åbner for det erotiske register? Kan man tale om en ikke-stedernes erotik (lufthavne, ventesale etc.)? Er der områder, der i de litterære rejser er særligt erotisk ladede (Sydeuropa, Paris)? Har spændingen ved det erotiske rejsemotiv narratologisk betydning i nogle værker?

Foredrag på tysk, engelsk eller et af de skandinaviske sprog om rejsens erotik i skandinavisk litteratur, film og kultur er meget velkomne.

Kontakt:
Anders Ehlers Dam (Flensburg)

Beiträge

Det skulle blot have været et eventyr. Om forlokkelsen i det korte møde

Nils Gunder Hansen (Odense)

Oplægget vil først igennem Georg Simmels sociologi og livsfilosofi søge en bestemmelse af forholdet mellem rejse og erotik. Simmels analyse af sammenhængen mellem intimitet og det (forventede) korte møde og af ”eventyret” som oplevelses-kategori vil blive bragt i anvendelse og koblet sammen med det litterære motiv-begreb. Efter en kortere henvisning til Sophus Claussens digt ”Rejseminder” vil oplægget koncentrere sig om François Truffauts film ”Silkehud” (La Peau douce) fra 1964.

”Jeg kunde for Længsel ei sove.” Holger Drachmann og den imaginære Orient

Henk van der Liet (Amsterdam)

Samtidig med at Holger Drachmann (1846-1908) stadigvæk er ét af de kendteste navne i den danske litteraturhistorie, er han i dag dog også én af de mindst læste forfattere fra ’det moderne gennembrud’. Mon det skyldes hans forkærlighed for lyriske genrer og former, at hans kunstneriske omdømme ikke overlevede romanens dominans på det litterære Parnas? Eller måske var tiden simpelthen løbet fra denne omflakkende, evigt rejsende skørtejæger? I de mere end hundrede år der er gået siden Drachmanns død, er der i hvert fald sket en markant nedvurdering af Drachmanns kunstneriske virke. Og med undtagelse af en håndfuld digte (bl.a. ’Engelske Socialister’ og ’Sakuntala’), et enkelt skuespil (Der var Engang) og måske en roman (Forskrevet) læses Drachmanns værker i dag kun sjældent, hvilket gør vort syn på forfatterskabet og dets litteraturhistoriske kontekst mildest talt enøjet. I nærværende oplæg prøver jeg at se bagom damehistorierne, slængkappen, digterhatten og Bourgognen, og i stedet sætte fokus på Drachmanns uafladelige rejseri som forudsætning for et af hans (stadigvæk) mest kendte digte, det kanoniske erotisk-orientalske ’Sakuntala’, som findes i et manuskript fra februar 1876, men som først fik dets endelige form – og titel – i digtsamlingen Ranker og Roser (1879), et lyrisk hovedværk i forfatterskabet og i dansk fin de siècle-litteratur.

„Emotionale Geographie“ als veredelte Erotik des Reisens: Marie Gamél Holtens Den ukendte Ø (1913)

Sara Severini (Genua/Kopenhagen)

Die emotionale Leidenschaft besteht aus einem Sich Selbst Herauszukommen. Sie hat also immer einen Migrationshintergrund. Und diese Eigenschaft besitzt auch jedes weitere Gefühl: das Wort Emotion, wie das Englische emotion und das Italienische emozione, drückt die Verbindung zwischen Bewegung und Gefühle selbst in ihrer Morphologie aus, wo das Präfix e- der Bedeutung von „Hinausgehen“ entspricht. In dieser Hinsicht ist jede Reise nicht nur Bewegung im engsten Sinne, sondern auch eine E-motion: eine Bewegung nach Außen, die das Subjekt zuerst aus seinem gewohnten Ort herauszieht, und eine innere Bewegung, die in dem Moment der Begegnung mit dem Anderen geschieht, in der das Subjekt aus sich selbst herausgezogen wird. Manche Reisen generieren in den Reisenden eine Form der topophilia, „Liebe zum Ort“, ein Begriff, den wir im Sinn von Giuliana Brunos Atlas of Emotion benutzen: als „Liebe zu Orten, im Verhältnis zu den leichtflüchtigen Landschaften des Zuhause und des Hauses, beim Entsinnen des Migrationshintergrunds jeder emotionalen Leidenschaft, welche auch immer ein Aus Sich Selbst Herauszukommen ist“. In diesem Sinn kann ein Reisebuch erst als Ausdruck einer E-motion und anschließend als literarisches Produkt einer Form der topophilia, die als neue Nuance der Erotik des Reisens interpretiert werden kann. Diese Forme der topophilia dient als privilegiertes Instrument für die Landschaftsbeschreibungen, die insbesondere in den Reisebüchern von weiblichen Schriftstellerinnen zu finden sind. Wie Giuliana Bruno beobachtet: „[I]n der weiblichen Reisekultur wird man zur Topographie angezogen: die Erde erzeugt eine emotionale Antwort; die Geographie wird eine Art von Gefühlen auszudrücken, die sonst nie zum Ausdrück kommen würden“. Dieser Vortrag fokussiert sich auf die topophilische Reiseschrift der dänischen Reisenden, Schriftstellerin, Journalistin und Übersetzerin Marie Gamél Holten (1855-1943). Im Jahre 1913 veröffentliche Holten in Kopenhagen ein Reisebuch mit dem Titel Die unbekannte Insel (Den ukendte Ø), ein Bericht ihrer Auslandsreisen nach Sardinien, die kurz vor 1913 stattgefunden hatten. In diesem Reisebericht, und in einem besonderen Moment ihres Aufenthalts, beschreibt Holten die sardische Landschaft im Sinn von Brunos „emotionale Geographie“: in einer Steinablagerung kennt die Reisende das Aussehen des genius loci wieder, der hier in der Form einer alten Riesin vorkommt. Beim Aufprägen ihres Selbstporträts auf die Erde kommen die weibliche Reisende in enge Verbindung mit der Erde selbst: die Landschaftsinbesitznahme wird erst durch den Blick erreicht, und das im Sinne von einer ‘veredelten Erotik‘, in der die Landschaft nicht angefasst, sondern berührt und aus einer gewissen Distanz beobachtet wird.

København – Berlin – Paris omkring 1900 hos Brandes og Bang

Anna Sandberg (Kopenhagen)

[Der Beitrag fällt leider aus.]

Jeg vil gerne udvide det erotiske til at omfatte opfattelser af køn, krop og seksualitet og inddrage den skandinaviske kontekst af sædelighedsfejde og seksualmoraldebat som baggrund for rejseteksterne. Eksempler vil være Georg Brandes og Herman Bang, der var opponenter i den danske offentlighed, men begge var rejsende i Europa og stod for en transnational kulturudveksling. Hvordan tematiserer de det erotiske og kan man i deres skrifter finde hhv. homosociale og homoerotiske spor som en særlig variant af det erotiske? Reflekteres det – især hos Bang – at den første offentlige diskurs om homoseksualitet (jf. Robert Beachy: Gay Berlin. Birthplace of a Modern Identity, 2013) netop opstod i Berlin under det tyske Kejserrige? Og hvilken (mod)funktion har Paris? Teksterne vil være: Georg Brandes: Berlin. Indtryk fra en tysk Rigshovedstad (1885) og hans Frankrig-essays (Samlede Skrifter bd. 11) og Herman Bangs artikler og breve fra hhv. Berlin og Paris i årene 1890-1908, evt. med perspektivering til andre rejsende forfattere i tiden.

Boulevardens Venus. Johannes V. Jensen og rejsens erotik i Louison (1899)

Anders Ehlers Dam (Flensburg)

[neue Zeit: Donnerstag, 10.00 Uhr]

Johannes V. Jensen er en af de mest berejste forfattere i nordisk litteratur. Nogle gange forbindes rejsen i hans tekster med erotiske oplevelser. I mit oplæg vil jeg fokusere på den lille bog Intermezzo fra 1899 og især på fortællingen ”Louison”, hvor protagonisten på gennemrejse i århundredskiftets Paris tilfældigt møder en letlevende ung pariserinde og tilbringer et par dage sammen med hende. Fortællingen trækker, som jeg vil vise, på den litterære forestilling om den franske hovedstad som et sted med særligt erotisk potentiale, ligesom det pludselige møde i storbyen, som hos Baudelaire, sammenknyttes med opfattelsen af det moderne som præget af tilfældighed og flygtighed.

Reisen som katalysator for den ufruktbare erotikken i Knut Hamsuns Markens Grøde

Ingri Løkholm Ramberg (Volda)

I år er det hundre år siden Knut Hamsun ga ut sin nobelprisvinnende roman Markens grøde, og innleggets mål er å belyse sammenhengen mellom reisen og den ufruktbare erotikken i verket. Romanen blir fortsatt nye lesninger og tolkninger til del, og de siste årenes studier har analysert romanen fra økokritiske, postkoloniale, vitalistiske og kjønns- og biopolitiske utgangspunkt. Dette har nyansert oppfatningen av den ved første øyekast nokså uproblematiske dikotomien mellom kultur og natur i verket. I forlengelsen av disse perspektivene vil jeg i undersøke hvordan reisen kan sies å fungere som en medvirkende og/eller forsterkende faktor for de to litterære personene i romanen som gjennomgår det som fremstilles som en usunn erotisk utvikling, nemlig Inger og Eleseus.

Verket skildrer hvordan nybyggeren Isak Sellanrå slår seg ned for å leve i ett med det nordnorske landskapet. Våren etter får han selskap av Inger, som kommer gående over fjellet og blir værende hos ham. Idyllen som preger både naturen og parets kjærlighetsrelasjon trues av reisen, hvis konsekvenser kommer til uttrykk dels gjennom Ingers erotiske utvikling. Senere i romanen gjennomgår parets sønn Eleseus en lignende prosess. Inger sendes til Trondheim for å sone fengselsstraff etter å ha drept sitt nyfødte barn, og Eleseus sendes til byen for å bli kontorist, og reiser etter en periode tilbake i marken til Amerika for aldri å komme tilbake. Romanen tematiserer ikke kun utreisen, men spørsmålet om hvorvidt man evner å finne tilbake etterpå: Inger finner tilbake til sin rolle i marken, mens Eleseus forblir fremmed for hjemmet sitt, noe som nødvendiggjør en mer permanent utreise.

Forskningslitteraturen har påpekt at Eleseus’ korrumpering gjør ham ufruktbar i både jordbruk og kjønnsliv, og ufruktbarhet er i konkret forstand også resultatet av Ingers uskyldstap når hun i byen blir kultivert og gjennomfører en abort. En lite påaktet forskjell mellom de korrumperte utreisende er at Ingers dannelsesreise ikke gjør henne erotisk uvirksom eller uinteressert: Hennes erotiske utvikling gir seg ikke utslag i nederlag eller apati, men i utroskap. Forskningslitteraturen har i stor grad oversett at selv om både Ingers og Eleseus’ erotiske utvikling resulterer i en (i Ingers tilfelle midlertidig) ufruktbarhet, finnes det ingen ekvivalent i hennes utvikling til Eleseus’ impotens.

Denne utviklingen er hos begge sammenfiltret med et syndefall som inntreffer ved ulike former for dannelsesreiser. En viss kultivering blir imidlertid også de rotfaste på Sellanrå til del, både Isak og Eleseus’ bror og i romanen positive motstykke Sivert. Men en slik moderat utvikling som ikke munner ut i forfinelse vanskeliggjøres for de som reiser bort i lengre perioder. Det finnes også en sunn seksualitet i romanen, den som har avlen som sitt mål, og innlegget vil vise hvordan reisen truer denne sunne seksualiteten, gjennom en lesning som fokuserer på og sammenligner Ingers og Eleseus’ erotiske utvikling som følge av deres reiser vekk fra Sellanrå. Romanen gir med andre ord ikke kun uttrykk for den positive polen av et verdisystem, og en lesning som vektlegger reisens kopling med erotikken kan belyse dette ytterligere.

Reising og reisning – Intime konstellasjoner i Tove Nilsens reiselitteratur

Benedikt Jager (Stavanger)

Den norske forfatteren Tove Nilsen (f.1952) plasseres gjerne i båsen kvinnelitteratur selv om hun kjemper imot denne rubriseringen. Et annet gjennomgående trekk gjennom hele hennes omfangsrike forfatterskap, som ikke så ofte fremheves av kritikken, er hennes fascinasjon for reiser. Ved siden av Kjartan Fløgstad er hun sannsynligvis den nålevende norske skjønnlitterære forfatteren som i størst omfang har skrevet reiselitteratur. Det gjenspeiler seg allerede i valg av titler til romanene som Etter Kairo (2000) eller til den essayistiske Øyer i hjertet. En begeistringsbok (2011). Som sjangerbetegnelsen til den sistnevnte indikerer, unngår hun ikke det emosjonelle registeret og hennes fortellere er på ingen måte kjølige, distanserte observatører av fremmede kulturer. Den høye emosjonelle temperaturen preger den tekstuelle fremstillingen av de fiktive og faktiske reisene.

To av hennes romaner – Lystreisen (1995) og Amazonas pornografen (1991) – gir allerede i titlene tydelige pekepinner på at seksualitet og det kroppslige er tett knyttet til reisemotivet. Dermed skriver hun seg inn i et landskap som veldig lenge har vært forbeholdt mannlige reisende og aktualiserer på så måte indirekte spørsmålsstillingen om hennes posisjon som kvinnelig forfatter. Likevel hadde det vært misvisende å karakterisere hennes posisjon som en enkel reversering av kjente mannlige atferdsmønster. Tove Nilsens reisende jeg-fortellere har lite tilfelles med det Arne Melberg (2004, 2005) kalte for seksuelle nomader og er enda lengre vekk fra den moderne sexturismen. Derimot reises det for meste sammen med en seksualpartner/samboer/kjæreste fra Norge til sørlige strøk. De skildrete erotiske kontakter er derfor for det meste blottet for en direkte eksotisme og inngår ikke i et (illusorisk) program for overskridelse av kulturelle forskjeller. Seksualitet er dermed ikke knyttet til kontaktsonen (Pratt 2008) og er fri for imperiale undertoner eller som Peter Hulme (1986) formulerte det «the ideal of cultural harmony through romance». Denne konstellasjonen gjentar seg i de fleste tekstene til Tove Nilsen og munner – overraskende nok – ikke ut i beskrivelsen av et dysfunksjonelt ekteskap eller et skrantende familieliv.

Foredraget skal undersøke i hvilken grad det erotiske momentet i reiseopplevelsen fører til tilbakevirkende effekter på intime relasjoner. Mest utførlig behandles denne koplingen i romanen Kretadøgn (2003) som skal står sentralt. Der diskuteres forskjellige intimitetskonstruksjoner og disse relateres til ulike turisttyper.

Litteratur

Hulme, Peter (1986) Colonial Encounters
Melberg, Arne (2004) «Nomadisk litteratur» I: Edda 1/2004
Melberg, Arne (2005) Å reise og skrive
Nilsen Tove (1991) Amazonas pornografen
Nilsen Tove (1995) Lystreise
Nilsen Tove (2000) Etter Kairo
Nilsen Tove (2003) Kretadøgn
Nilsen Tove (2011) Øyer i mitt hjerte
Pratt, Mary Louise (2008) Imperial Eyes

Rejsende i erotik. Charter- og sexturisme hos Vita Andersen og Christina Hagen

Torben Jelsbak (Kopenhagen)

Rejsen udgør et centralt tema og motiv i moderne europæisk litteratur fra 1700-tallets følsomme rejsende og 1800-tallets dannelsesromaner og videre frem til vore dages populære rejsebøger og -romaner. Rejsen forbindes i denne tradition gerne med en særlig form for åbenhed og sensibilitet, der virker befordrende for både kunstnerisk kreativitet, erotiske møder og identitetsdannelse. Men hvad bliver der af rejsens følsomhed og erotik i senmoderniteten og folketurismens æra, hvor det at rejse bliver et almindeligt forbrugsgode og en masseorganiseret industri, som tilsyneladende efterlader mindre spillerum for individuelle oplevelser og spontane møder. Og hvad sker der med erotikkens søde musik i sexturismens tidsalder? De spørgsmål vil jeg forsøge at belyse gennem nedslag i to sene stadier af erotikkens litteraturhistorie, nærmere bestemt Vita Andersens digt ”Costa del Sol” fra samlingen Tryghedsnarkomaner (1977) og Christina Hagens kontroversielle, pornografiske ord- og billedbog Jungle (2017).

Erotikk på reise i historien. Madame Nielsens Det højeste væsen

Unni Langås (Agder)

Er det mulig å skrive litterært om erotikk i det 21. århundre? Er det i så fall mulig å unngå de mytiske forestillingene, klisjeene og det besmittede språket? Madame Nielsens nyeste roman lar oss i høyeste grad betvile det. Så stappfull av referanser til andre tekster, og så preget av rituelle gjentakelser av den erotiske ekstasen er den, at muligheten for en original og troverdig intimitet synes å befinne seg milevis på avstand. Slik jeg leser romanen, er det nettopp dette som er dens tematiserte problem. I kjernen av fortellingen – eller i restene av en fortelling – handler det om en stor lidenskap, om et gjensidig begjær mellom en rumensk ballettdanserinne og den mannlige, fortellende jegpersonen (som riktignok i seg selv er en flytende subjektinstans, et grep som derfor også bidrar til den stadige problematiseringen av erotikkens mulighet og umulighet som fortelling). Tilsynelatende fortapt i hverandre, bærer de med seg hver sine historier, begge dypt forankret i en blanding av kunst og politikk, som ifølge romanens opplegg synes å bidra til den uunngåelige splittelsen som allerede innledningsvis blir foregrepet. Ja, selv det å røpe slutten på første side er formidlet som et hint til de mønstrene som hviler blytungt over det fortalte. Reisemotivet inngår i denne kjærlighetsfortellingen på ulike måter, idet romanen på den ene siden skildrer ulike reiser som de to romanpersonene foretar – fra Romania til Danmark, fra København til Paris, og på den andre siden foretar en fiktiv reise i europeiske bidrag til erotikkens litterære estetikk. I innlegget vil jeg drøfte noen av de spørsmålene som romanen stiller når det gjelder erotikkens ubønnhørlige tilhørighet i – og konfrontasjon med – historien, myten, politikken og språket.

Krise – kaos – kærlighed. Den knap så opbyggelige erotik i Jan Sonnergaards rejsetekster

Monica Wenusch (Wien/Kopenhagen)

[neue Zeit: Donnerstag, 10.30 Uhr]

Det er først og fremmest i Jan Sonnergaards (1963-2016) to sidste værker, novellesamlingen Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer (2013) og romanen Frysende våde vejbaner (2015), koblingen af rejse og kærlighed/erotik danner et afgørende kompositorisk element. I teksterne er det generelt gerne midaldrende mænd, der på rejse oplever befrielse fra daglidagens frustrationer gennem nydelse – erotisk (og ellers også kulinarisk). Kærlighed, men især erotik på rejse virker hos Sonnergaard som en slags katalysator for at rense luften i forbindelse med et desillusioneret liv. I Frysende våde vejbaner f.eks. er det Jesper, en midaldrende, mere eller mindre selvvalgt outsider i en midtvejskrise, som står på tærkslen på vej ud af samfundet – i mange henseender en taberfigur. Det er først, da han møder den sensuelle Julia, at han igen får mod på livet. På deres fælles rejse (til Schweiz og Frankrig) kommer protagonisten ikke blot til at opleve livet i fremmede miljøer, men også og ikke mindst hed erotik på hoteller som en slags befrielse, selvom det skal vise sig at være alt andet end det. Men livet, kærligheden og den også kropslige fornemmelse af sig selv uden for dagligdagens triste rutine er en mulighed for at se verden med nye øjne, at ændre synet på verden (for en stund). Kærligheden og erotikken formår at hæve Sonnergaards protagonister ud af en grundlæggende krise og kaos, men viser sig som regel dog i sidste ende at være ”knap så opbyggelige” størrelser.

I oplægget fokuserer jeg på, hvordan rejsen og erotik hos Sonnergaard knyttes sammen, når f.eks. hotelværelset i fiktionen bliver til et sensuel fristed, som står i skarp kontrast til en ydre verden (et ensformigt, afstumpet liv), og hvordan dette indvirker æstetisk og narratologisk.

Erotische Hochstapelei und harter Sentimentalismus in Tom Kristensens Ein Kavalier in Spanien (1926)

Rasmus Vangshardt (Kopenhagen)

Tom Kristensens Reiseroman Ein Kavalier in Spanien deutet eine enge Beziehung zwischen Reiseleben und Identitätsverlust an, und darum ist die Reise für (erotische) Hochstapeleien sehr geeignet. Darin liegt aber auch die Gefahr, das Selbst zu beschädigen oder zu verlieren: Beim Reisen kann man eine neue Sexualität wählen, aber Reisen ist deswegen auch gefährlich und identitätsmäßig bedrohend.

Gleichzeitig gibt es im Roman Hinweise zur Tradition des englischen Sentimentalismus. Die englischen Sentimentalisten verbanden auch das Reisen mit Sexualitätsphänomenen. Kristensens Protagonist ist zwar ein empfindlicher Reisende, aber er weint weniger. Es geht um einen paradoxen ”harten” Sentimentalismus, wo Spanien mit Erotik verbunden wird, aber in gefhährlichem und schlechtem Sinn: Hinter dem Flirt und den sexualisierten Masken der jungen und hübschen Menschen erlebt der Reisende zahnlose, alte Frauen, sexualitätsbedrohende Männer und eine verzerrte Leere.

Hvad skete der i Hardanger? Norge som et uventet bryllupsrejsemål i Karen Blixens fortælling En Historie om en Perle

Radka Slouková (Frankfurt/Prag)

Det er en overraskelse, når det nygifte par Jensine og Alexander beslutter sig ikke at tage på bryllupsrejse til de dengang (og stadigvæk) populære bryllupsrejse-destinationer som Paris eller Italien, men til det kolde og ifølge nogle uromantiske Norge. ”Men hun selv var glad ved at begynde sit Ægteskab i Naturen, og alene med sin Mand,” kommenterer fortæller Jensines beslutning. Allerede i løbet af bryllupsrejsen forvandler sig kvindens glade langsomt til frustration. Den går ikke bare ud af det faktum, at hun lærer sin mand rigtig at kende først nu, men den hænger også med den norske natur tæt sammen, hvor Jensine tilbringer meget tid alene og som bliver stærkt erotisk konnoteret.

I mit foredrag vil jeg undersøge, hvilken rolle Norge som bryllupsrejsemål spiller i fortællingen, og hvorvidt valget af destination kunne påvirke den efterfølgende krise og fremmedgørelse i det unge ægteskab. Samtidig vil jeg omtale en anden mulig inspirationskilde, som kunne overbevise Blixen til at lade bryllupsrejsen gå til Hardanger. Der findes jo et berømt romantisk maleri med titlen Brudeferden i Hardanger af Hans Gude og Adolph Tidemand …